Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
fredag den 30. november 2012
Edderkoppekage
Kagekunstner er jeg bestemt ikke, så er det sagt.
Vores søn havde sidste dag i dagplejen i dag, og havde bestilt en edderkoppekage.
Så min min mand og jeg fik i fællesskab lavet denne kage i aftes.
Kagen stod jeg for, og edderkoppen lavede min mand. Kroppen er lavet af marcipan og drysset med kakaopulver. Benene er lavet af smeltet 70 % chokolade.
Kagen indeni er en ren chokoladekage, men du kan med fordel lave en smørcreme eller en bærmousse og lægge i midten af kagen, hvis den er til lidt større børn.
Kagen gjorde stor lykke hos den snart treårige krudtugle.
Børnechokoladekage:
(ca. 20 stykker hvis du laver en bradepande på 25 x 35 cm)
300 g. smør
350 g. hvedemel
5 spsk. kakao
2 strøgne spsk. bagepulver
1 spsk. vanillesukker
4 æg str. M.
350 g. sukker
2 dl. kogt varmt vand
Glasur af flormelis og vand, samt ekstra glasur rørt med kakao, til at lave en spiral på den hvide glasur, som du trækker en tandstikker igennem, fra midten og til kanten, for at lave spindelvævsmønster.
Tænd ovnen på 200 grader.
Smelt smørret og stil det til side.
Pisk æg og sukker, lyst og skummende.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål for sig og sigt det i æggeblandingen, skiftevis med at du hælder kogt vand og smeltet smør i. Du skal blot "vende" dejen imens du tilsætter de tre ting.
Hæld dejen i en smurt springform og resten af dejen kan du fordele i muffinsforme. Jeg havde dej tilovers til 7 muffins.
(hvis du vil bage kagen i en bradepande, hælder du blot hele dejen i en form på 25 x 35 cm.)
Sæt kage og muffins i ovnen og tag muffins´ene ud efter ca. 12 min. og kagen ud efter ca. 25 min.
Dekorér kagen som ovenstående og pynt evt. muffins´ene som nedenstående billede med karamelsauce og hakket chokolade som topping, se chokoladekager med karameltopping.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar