Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
onsdag den 27. juni 2012
Sommerkarbonader
Med nye gulerødder og ærter
Vi har besøg af min søde svigermor på 84 år i disse dage, så i dag synes jeg at vi skulle have "farmormad".
Jeg har brugt panko-rasp til karbonaderne, det giver en lidt sprødere skorpe. Det kan købes hos asiatiske købmænd.
4 pers:
600 g. hakket kalv og flæsk
Nye små gulerødder, vasket og skåret i mindre stykker.
Friskbælgede ærter (en lille skålfuld)
Nye kartofler
Smør
Panko rasp (eller alm. rasp)
Persilledrys.
Gør kartoflerne klar. Kog dem ved svag varme i 12 min. under låg. Sluk for varmen og lad dem trække færdig i 8 min, hvorefter du hælder vandet fra.
Rør kødet med salt og peber og form 4 karbonader.
Vend dem først i mel, derefter i sammenpisket æg og til sidst i (panko) rasp.
Steg dem i olivenolie på en pande.
Bælg ærterne
Kog gulerødderne i 3 min. i 1/2 liter saltet vand. Gem kogevandet til sovsen.
Smelt 20 g. smør i en gryde, rør 3 spsk. mel ud heri og rør godt til det bliver sammenhængende og sejt.
Tilsæt kogevandet fra gulerødderne lidt ad gangen, under konstant omrøring, indtil sovsen tykner til en passende konsistens. Smag til med salt og peber.
Tilsæt gulerødderne og varm det igennem i 1 min. Hæld de friskbælgede ærter i, i det øjeblik du serverer maden.
Velbekomme !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar