onsdag den 31. august 2022

Dan Dan Nudler

 

Vi har fået denne lækre kinesiske nudelret til aften. 

Retten består af krydret svinekød med nudler og chiliolie. Jeg har udskiftet den hjemmelavede chiliolie med vores yndlings chiliolie som er denne crispy chili olie, som kan købes hos asiatiske købmænd. Denne er købt hos Saigon Market, Christine Løvmandsvej i Odense. Den er ikke stærk, smager lidt henad ristede læg i chiliolie, da de små chili i olien er friterede. 

Den olie har vi altid på lager og bruger den til alt fra asiatiske retter til topping på en avocadomad eller et spejlæg. Du bør virkelig prøve den!

Ingredienslisten til nudelretten kan måske tage pusten fra dig, men prøv den alligevel, den er SÅ god. 

Det kræver et besøg hos en asiatisk købmand. Fivespice krydderiet er helt unikt og det som bærer retten, så det kan ikke udelades eller erstattes.

Dan Dan Noodles til 4 pers.:

Sauce:

3 dl. hønsebouillon 

2 spsk. soya

3 tsk. sesamfrø (malet i kaffekværn, eller morter til en pasta)

4 spsk. risvin (eller sherry)

3 spsk. sukker

2 tsk. chiliflager

2 tsk. crispy chili oil

2 fed hvidløg, revet fint

Krydret kød:

500 g. hakket kalv & flæsk

2 spsk. sesamolie

1 spsk. fivespice krydderi

2 spsk. soya

2 spsk. risvin (eller sherry)

3 spsk. hoisinsauce 

Tilbehør

250 g. tynde æggenudler 

Topping

Hakkede salte peanuts, 3 forårsløg i tynde skiver, hoisinsauce, crispy chili oil. 

Fremgangsmåde:

Hæld kogende vand over nudlerne og drys salt over. Lad det trække i 4 min. Hæld vandet fra i en sigte og overhæld dem med koldt vand, det forhindrer dem i at klistre sammen. 

Sauce: bland den varme bouillon med de øvrige ingredienser og sæt det til side. 

Kødet steges i sesamolie. Steg det indtil evt. væske er fordampet og kødet har fået stegeskorpe. 

Tilsæt soya og risvin og derefter fivespice. Steg i 2 minutter mere og tag panden fra varmen. Rør hoisinsauce i og krydr. med rigeligt friskkværnet sort peber. 

Fordel saucen i 4 skåle med nudlerne ligeligt fordelt over saucen. Sæt hver tallerken 1 min. i microovnen (har du ikke en microovn kan du varme saucen op i en lille gryde og overhælde nudlerne med kogende vand i sigten. 

Top med kødet og hæld ekstra hoisinsauce over samt crispy chili oil, hakkede peanuts og snittede forårsløg. 

Server dampede grønne bønner til, eller dampet Pak Choi. 




mandag den 22. august 2022

Kylling glaseret i appelsin

 

Vi har fået denne asiatisk inspirerede ret her til aften. 
Det er helt vildt som kød er steget i pris. Kyllingebrystfileter er steget til det dobbelte, så det giver god mening, at erstatte noget af kødet med grøntsager. Jeg har her tilføjet blomkål, som fungerede superfint sammen med kylling. 

Saucen smager lidt henad sur/sød sauce. 

Kylling glaseret i appelsin. Rigeligt til 2 og nok til 3 pers.:

450 g. kyllingebrystfileter 

250 g. blomkål, i buketter på str. med valnødder

3 forårsløg, skåret i tynde skiver

5 spsk. solsikkeolie

Appelsinsauce:

3 dl. friskpresset appelsinsaft (fra ca. 3 appelsiner

35 g. farin

2 spsk. soya

1 tsk. friskrevet ingefær (eller 1/2 tsk. ingefærpulver)

1 spsk. majsstivelse 

2 fed hvidløg

+ ekstra majsstivelse til at vende kødet i. 

Tilbehør: kogte jasminris - peanuts 

Fremgangsmåde:

Alle ingredienser til saucen piskes sammen i en skål. 

Risen koges efter pakkens anvisning (1 dl. ris pr. person)

Kødet skæres i tern på 2x2 cm. Drys 4 spsk. majsstivelse over kødet imens det ligger på skærebrædtet og pudr det godt ind i kødet, til alt er dækket. 

Varm olien godt op i en rummelig pande og steg kødet gyldent, med sprød stegeskorpe. 

Læg køkkenrulle på en flad tallerken og tag kødet op af panden med en hul-ske og læg det derpå. 

Blomkålsbuketterne lynsteges i 2 min. på panden med resten af olien du stegte kylling i. Tilsæt kødet til panden, samt forårsløg (gem lidt af den grønne top til at drysse med til servering) hæld saucemikset på. Skru ned for varmen, så det koger stille. 

Lad det simre i 5 min. til saucen er karamelliseret omkring kød og blomkål. 

Server med ris og med drys af hakkede peanuts og forårsløg.