lørdag den 23. april 2016

Ramsløgpesto


Omsider lykkes det mig i går, at finde en skovbund fuld af ramsløg, endda væk fra bilos, langt ude af en markvej i lysningen af en skov tæt ved vandet. 
Jeg gravede ca. 20 ramsløg op med rod, som nu er plantet på skyggefulde steder i hhv. haven her hvor vi bor og i kolonihaven. Jeg har fået fortalt, at ramsløg breder sig rimelig hurtigt, så jeg forventer, at jeg nu har nok til næste års forbrug.

Pestoen her er der virkelig smæk i. Den har en kraftig smag af hvidløg og svier lidt i munden, samtidig med at den har en fed cremet smag fra osten samt en sødlig smag af pinjekerner, mums!

Brug pestoen som dip til rå grøntsager, sammen med grove pastaskruer eller som vi fik den i aftes, som tilbehør til stegt kød og grøntsager.

En stor skål ramsløgpesto:

200 g. ramsløg
100 g. parmesan eller pecorino
75 g. pinjekerner
2 dl. god koldpresset olivenolie
salt og friskkværnet peber

Fjerne de groveste stilke fra ramsløgene og skyl dem grundigt i en balje i flere hold koldt vand. Mine fik 5 skylninger inden skyllevandet var rent.

Rist pinjekernerne gyldne på en tør varm pande. Rør konstant og bliv ved panden de to minutter det tager, pludselig går det stærkt. Lad pinjekernerne afkøle på et stykke køkkenrulle.

Læg ramsløgblade, parmesan skåret i mindre stykker, olie samt pinjekerner i en foodprocessor og blend et par minutter. Hvis du ønsker pestoen mere flydende, kan du tilsætte mere olie, den kan den sagtens tage.
Smag til med groft salt og friskkværnet peber.

Pestoen kan holde sig på køl i tætsluttende beholder i mindst 14 dage.


Her serveret med stegt kylling, kartofler og dampede gulerødder - rigtig sommermad :-)

2 kommentarer:

  1. Man kan med fordel hælde pestoen i mindre poser (fx i str. ½ hånd) og fryse dem. De tør op på under 10 min.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Caroline ja det var en god ide, da pestoen ikke holder sig mamge dage på køl 😊

      Slet