mandag den 30. juni 2014

Lakridskyskager


Nu nærmer ferien sig, så i går ryddede jeg i køleskabet og fandt nogle pasteuriserede æggehvider, som godt nok kunne holde sig helt til august, men besluttede alligevel at de skulle laves til kyskager, som junior kunne dele ud i børnehaven i dag. 
Det kom der disse lakridskyskager ud af. Det gode ved at bruge pasteuriserede hvider er, at jeg kunne smage sukkermassen til undervejs, til den fik den helt rette balance af lakrids og sødme.
Kyskagerne var et stort hit i børnehaven, både blandt store og små.


Lakridskyskager ca. 60 stk.

6 æggehvider
180 g. sukker
2 spsk. fint lakridspulver

Drys:
krymmel, lakridspulver, 
eller kandiserede anisfrø, som kan købes hos etniske købmænd, eller i Panduro, hvis man har lyst til at give 4 gange så meget for dem.

Fremgangsmåde:
Pisk hviderne næsten stive. Tilsæt sukkeret og pisk dem helt stive.

Kom sukkermassen i en sprøjtepose med stjernetyl, og sæt kyskager, ca. på størrelse med golfbold på tre bageplader beklædt med bagepapir. 



Drys med det ønskede drys, og bag/tør dem i ovnen ved 100 g. (alm. ovnvarme) i 1,5 time. Lad dem overnatte i ovnen med lukket ovnluge. Næste dag er de perfekte tørre.

Opbevar kyssene i en kagedåse.

fredag den 27. juni 2014

Islagkage med dajm og chokolade på nøddemarengsbund


Inspirationen til denne lækre islagkage har jeg fået fra Heidi Stefansen, som for nylig serverede den som dessert til sin 40 års fødselsdag. jeg synes at kombinationen af nøddemarengs og dajm lød så lækker, at jeg måtte prøve den hurtigst muligt. I går blev den så lavet som dessert til en gæstemiddag og den smager bare rigtig dejligt!

Jeg er egentlig ikke stor fan af is, bortset fra god hjemmelavet is med masser af chokolade, marcipan eller andet godt at tygge på. Derfor har jeg også tilføjet ekstra chokolade til islagkagen.
Jeg har ligeledes sukkerreduceret den, samt tilføjet vanilje til isen. 

Kagen er super nem og hurtig at lave, så her kan de fleste være med.

1 islagkage til 8 pers.:

Bund:
3 æggehvider
100 g. mandler
50 g. hasselnødder
1 dl. sukker

Is:
3 dl. piskefløde
3 æggeblommer
1/2 dl. sukker
kornene fra en vaniljestang
100 g. hakket dajm
50 g. hakket 70% chokolade

Pynt: 2 dl. piskefløde, 40 g. 70% chokolade og jordbær.

Start med bunden; blend nødder og mandler til groft "mel" 


Pisk æggehviderne næsten stive. Tilsæt sukker og pisk dem helt stive. 
Vend nøddemelet i og hæld marengsen i en rund springform, foret i bunden med bagepapir, og smurt på siderne med smør.
Bag bunden midt i ovnen ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 25 min. Bunden skal være let gylden.

Lad bunden afkøle helt. Træk bagepapiret af.

Is: Pisk æggeblommer og sukker lyst og skummende. Tilsæt vaniljekorn.

Pisk fløden til blødt skum.

Hæld nu æggesnapsen og den hakkede chokolade op til fløden. Fold/vend isen sammen med lette tag


Læg et stykke bagepapir ned oveni springformen (formen skal være åben i siden) Placér bunden ovenpå bagepapiret og spænd formen sammen igen. 
Bred ismassen ud over bunden. Klip det bagepapir af, som stikker op over kanten.

Frys isen i mindst 4 timer.

Når du skal servere isen, kan du evt. pynte den med smeltet chokolade som du hælder i en frysepose og klipper et mikroskopisk hjørne af. Dekorer kagen med chokoladen og pynt evt. med lidt fløde og jordbær.



lørdag den 21. juni 2014

Indisk oksecurry med kokos


For et halvt års tid siden, købte vi en hel oksefilet i Kvickly, som blev skåret til steaks og frosset ned i portioner. Bøfferne viste sig at være enormt seje og kedelige i smagen, så i går tog jeg de sidste 4 pakker op af fryseren, og havde egentlig planlagt, at de skulle bruges til stifado.

Men i formiddags ombestemte jeg mig. Efter et kursus i thaimad hos Nadia fra foodfanatic i maj måned, har jeg længe haft lyst til at lave min egen currypasta, efter at have smagt Nadias thai-version, som simpelthen bare slår færdigkøbt pasta med flere længder.
Nadias currypasta var grøn, jeg har forsøgt at lave en rød til denne ret.
Jeg ved dog ikke så meget om thaimad endnu, så jeg har i dag lavet en indisk version, og resultatet blev rigtig godt synes både min mand og jeg. Saucen er spicy, men ikke djævlestærk.

Krydderierne kan købes hos etniske købmænd, jeg køber mine hos Bazar Fyn i Odense, hos Saigon Marked på Nyborgvej i Odense, eller hos Dan Viet, Torvegade i Odense.

Retten er lidt tidskrævende, men den er det hele værd.


Indisk oksecurry med kokos til 4 pers.:

1 kg. oksefilet- eller tykkam i tern
1 spsk. stødt spidskommen
1 spsk. stødt koriander
3 spsk. rød currypasta (se opskrift nedenfor)
4 spsk. fiskesauce
1 dåse hakkede tomater
1 dåse kokosmælk (ikke light!)
80 g. usaltede cashewnødder, hakket fint
1 stort (eller 2 mindre) rødløg i både
4 mellemstore gulerødder, skåret i mønter
1 spsk. brun farin

Rød currypasta:

2 store røde chili, skåret i skiver, incl. kerner
2 tsk. rejepasta
1 mellemstort løg, hakket groft
3 cm. galangarod (fås på frost hos etniske købmænd)
2 stilke citrongræs, skåret i meget fine skiver, som hvis du ville skære løgringe meget fint (kun det hvide skal bruges)
3 fed hvidløg, hakket groft
3 nelliker
1 spsk. hel koriander (korianderfrø)
1 spsk. stødt spidskommen
1 spsk. kardemomme
1 tsk. sorte peberkorn
(her er dobbelt portion af hvad du skal bruge i retten, resten fryser du bare ned)

Tilbehør:
Basmatiris og en grøn salat.

Start med currypastaen; varm en gryde op til middelvarme og tørrist nelliker, peberkorn, korianderfrø, spidskommen og kardemomme. Når det dufter godt og brunt, hælder du det hele op i en morter og støder det til pulver.

Finthakket citrongræs, hvidløg, chili, løg og galangarod blendes i en blender eller minihakker.
Tilsæt rejepasta og de ristede stødte krydderier og blend til en fin glat masse. Stil pastaen tilside.



Skær kødet i tern på ca. 2 x 2 cm. Skær eventuelt fedt fra.

Varm lidt olie i en rummelig gryde. Steg 3 spsk. currypasta i et par minutter i olien. Tilsæt kødet og svits det godt. Tilsæt fiskesauce, stødt koriander og spidskommen, og lad det simre i et par minutter yderligere.

Hæld de hakkede tomater i en sigte og si tomatjuicen fra (den skal ikke bruges). Hæld tomatstykkerne i gryden, sammen med kokosmælk, farin og kaffir limeblade. Læg låg på og lad retten simre ved svag varme i 5 kvarter.
Tilsæt hakkede cashewnødder, gulerødder og rødløg. Lad retten simre videre i 15 minutter.
Smag til med salt.

Velbekomme!



Her er en kokosmælk af god kvalitet, som kan købes hos etniske købmænd. Den lille bøtte med gul etiket er rejepasta. Det lugter stærkt som fiskefoder til akvariefisk, så sørg for at låget er skruet godt på, når du efterfølgende opbevarer det på køl.

torsdag den 19. juni 2014

Jordbær vanilje saft


Er der noget bedre end hjemmelavet saft? 
Vi har lavet saft 3 gange inden for det seneste, hyldeblomstsaft - rabarbersaft og denne jordbærsaft.
Vores 4 årige søn elsker alle tre slags saft, selvom det ikke er en hverdagsdrik herhjemme, så får den alligevel hurtigt ben at gå på, når der er legekammerater i weekenden, eller når de voksne en gang imellem bruger safterne som ingredienser i drinks.
Næste projekt er myntesaft, vi har nemlig et myntebed med 4 slags mynte, som breder sig dag for dag.

2 liter jordbær-vaniljesaft:

1,5 kg. jordbær
9 dl. vand
1,2 kg. sukker
1 vaniljestang

Lidt atamon til at skylle flaskerne i.

Vask bærrene og nip stilken af. Snit hvert bær i 4 kvarte stykker.
Læg jordbærstykkerne i en gryde sammen med sukkeret. Hæld vand ved.
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med 1 tsk. sukker så de fordeles. Gem vaniljesukkeret.
Læg den tomme vaniljestang i gryden og sæt det til at koge for svag varme under låg.
Lad det koge i 30 minutter. 

Lad saften afkøle helt i gryden på køkkenbordet.

Si saften over i en stor skål (her bruger jeg IKKE et klæde til at si saften igennem, bruger blot en stor si)
Rør vaniljekornene i den siede saft, blend et øjeblik med en stavblender, så kornene fordeles fint i saften.

Skold to patentflasker og skyl dem derefter i atamon.

Hæld saften på flaskerne og opbevar dem på køl.

Saften fortyndes i forholdet 1:4

Herunder lidt billeder fra vores tur i jordbærmarken i sidste uge: