fredag den 23. september 2016

Avocadosalat - familiens favorit


Denne simple og enkle salat får vi flere gange om ugen sommeren igennem.
Det er min mands yndlingssalat og den han oftest efterspørger og mestrer at lave selv.

Salaten har jeg aldrig fået lagt på bloggen, det er nemlig ofte sådan med de simple retter, at jeg tænker; den er der ingen grund til at blogge om, for den kombination kender de fleste.

Men her får I den alligevel, efter opfordring fra min mand, som mener, at andre ikke-så-køkken-kyndige som ham selv kunne have glæde af den :-)

Avocadosalat til 4 personer:

2 mini romainesalater
1 lille bakke cherrytomater
2 avocadoer
100 g. god fåre/gede feta
2 fintsnittede forårsløg

Dressing:

3/4 dl. god olivenolie
2 spsk. æbleeddike
1 spsk. flydende honning
1 tsk. dijonsennep
1 fed hvidløg, presset
salt & peber

Drys: ristede og saltede græskarkerner og evt. lidt frisk basilikum.

Vask grøntsagerne.

Riv salaten i mindre stykker og fordel den i et fad.

Halvér tomaterne, befri avocadoerne for skræl og sten og skær dem i store tern. Skær forårsløgene i tynde skrå skiver.

Læg avocado, tomater og forårsløg ovenpå salaten.

Pisk dressingen sammen og hæld den over salaten.

Top med smuldret fetaost og ristede græskarkerner.

Salaten passer til de fleste retter synes vi :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar