torsdag den 26. maj 2016

Hjemmelavede Fiskefingre af torskefilet med sød remoulade



Vores 6 årige søn elsker fiskefingre. På travle dage har vi nogle gange tyet til de frosne fra Brugsen, men her på det seneste er vi begyndt at lave vores egne hjemmelavede, med stor succes.
Og behøver jeg at sige, at de smager hundrede gange bedre en den fristurstegte frostvariant.

Vi bruger torskefilet fra frost, og undlader at optø dem, når de paneres, på den måde bliver de perfekt tilberedt, med sprød skorpe, og uden at blive tørre indeni.

Fiskefingre til 4 personer:

800 g. torskefilet
2 æg
4 spsk. friskhakket oregano
1/2 tsk. cayenepeber
1 tsk. groft salt
rigeligt friskkværnet peber

3-4 dl. rasp (gerne pankorasp)
olivenolie til stegning

Tilbehør: Pommes frites af sød kartoffel - beregn 1 mellemstor kartoffel pr. pers. - citronbåde.

Remoulade:
4 spsk. god mayonnaise, evt. Hellmanns
2 spsk. skyr
2 spsk. ravigottesauce
1 spsk. æbleeddike
1 stor tsk. honning
salt og peber
6 cornichoner i små tern
2 store gulerødder, revet
1 humpel knoldselleri, revet
2 dl. rød spidskål, fintsnittet

Søde kartofler:
Skræl de søde kartofler og skær dem i stave. Læg dem i en frysepose og hæld lidt olivenolie i. Massér olien godt ind i kartoflerne. Bred dem ud på bagepapir og bag dem ved 200 g. i ovnen i ca. 30 min.

Remoulade:
Bland mayonnaise, skyr, ravigotte, æbleeddike og honning. Smag til med salt og peber.
Rør de snittede grøntsager i og lad remouladen trække imens du laver fiskefingrene.



Fiskefingre:
Pisk æg med oregano, cayenepeber, salt og peber.

Skær torskefileterne i aflange stykker, og igen i mindre bjælker på ca. 10 cm.
Vend fiskefingrene i æggeblandingen og derefter i rasp.

Steg fiskefingrene i olivenolie ved høj varme ca. 2 min. på hver side. Tag dem straks af panden og server dem med den hjemmelavede remoulade og pommes frites af sød kartoffel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar