mandag den 13. juli 2015

Rugbrødslagkage med blåbær og chokolade





Rugbrødslagkage med stedmoderblomster


Rugbrødslagkage med blåbær og blomsterkarse-blomster

Jeg har faktisk aldrig smagt rugbrødslagkage før, men har i flere år haft lyst til at lave en.
I min forestilling, skulle en rugbrødskage indeholde syltede solbær og masser af mørk chokolade, sådan endte denne ikke ud, den blev med blåbær og lime, samt god valrhonachokolade.
En dejlig og ikke for sød kage.
Hvis du vil fedtreducere kagen, kan du udskifte fløden med skyr.

Påberegn, at du skal starte dagen før, med at bage bundene og sylte blåbærrene.

Rugbrødslagkage til 8-10 pers.

Bunde:
150 g. mørkt rugbrød uden kerner
100 g. hasselnødder
3 æg
130 g. sukker
1 tsk. bagepulver
3 strøgne spsk. kartoffelmel

Flødecreme:
250 g. mascarpone
3 dl. piskefløde
kornene fra 1 vaniljestang (den tomme stang skal bruges til de syltede blåbær)
3 spsk. flormelis
revet skal fra en øko. lime (husk at vaske den godt)

Syltede blåbær:

400 g. frosne blåbær (bedst med vilde blåbær, de har mere smag og farve, kan købes på frost i LIDL)
4 spsk. sukker
den tomme vaniljestang (fra flødecremen)

100 g. god mørk chokolade evt. valrhona. (50 g. til fyld i kagen og 50 g. til drys på toppen)
1 håndfuld friske blåbær (til topping) eller stedmoderblomster.

Start dagen før med at sylte bær og bage bunde.

Skrab kornene ud af vaniljestangen. Gem kornene i køleskabet i en lille lufttæt beholder med 1 spsk. sukker.
Læg den tomme vaniljestang i en gryde sammen med de frosne blåbær og 4 spsk. sukker.
Giv det et hurtigt opkog og lad det køle af, inden du sætter det i køleskabet til næste dag.

Blend rugbrødet til krummer. Blend nødderne til fint nøddemel.
Pisk de tre æg med sukkeret til en luftig masse.
Bland kartoffelmel og bagepulver med det blendede rugbrød samt nøddemelet.
Vend æggemassen deri og hæld dejen i en smurt springform.
Bag i 20-25 minutter på anden nederste ovnrille ved 185 grader.
Afkøl bunden helt inden du dækker den til, til næste dag.

Flødecreme: sigt de syltede bær og rør saften fra bærrene i mascarponen sammen med vaniljekorn, flormelis og revet limeskal.

Pisk fløden til skum og bland den med mascarponen med lette tag, så luften bevares i cremen.

Hak 50 g. af chokoladen groft.

Flæk bunden på midten. Den er ret porøs og kan drille lidt, men det betyder ikke så meget, hvis den går lidt i stykker, det fornemmes ikke når den samles. Jeg bruger min pizzaspadde af stål til at flytte den øverste bund med, så holder den nogenlunde formen.

Læg de syltede blåbær på bunden og drys den grofthakkede chokolade over. Derpå fordeler du halvdelen af flødecremen over bunden og lægger den sidste bund på. Fordel det sidste flødecreme over bunden.

Lav spåner af det sidste chokolade ved at trække en skarp kniv henover overfladen, eller hak den fint. Drys chokoladen på toppen af kagen sammen med lidt friske blåbær eller stedmoderblomster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar