fredag den 25. april 2014

Goma dressing


Denne dressing blev postet på bloggen Vanloseblues i går. Da jeg så ingredienserne, vidste jeg med det samme at jeg ville elske den! Jeg lavede derfor en dobbelt portion her til aften, og den smager intet mindre end fantastisk! Vi spiste rub og stub.
Jeg har ændret lidt på opskriften, jeg tilsatte lidt salt og saften fra en halv citron, da jeg synes den manglede syre. Konsistensen er lidt hen ad peanutbutter, dog med sesam- og intens umami-smag, som nærmest eksploderer i munden. Smag den og du er overbevist.
Der skal bruges en del specielle ingredienser til dressingen, de kan fås hos etniske købmænd. Men jeg er overbevist om, at når du først har smagt dressingen, vil du lave den igen og igen....

Goma dressing:
1 dl. sesamfrø
2 spsk. risvinseddike
2 spsk. mirin (en slags risvin)
2 spsk. tahin (sesampasta)
2 spsk. tamari, som er glutenfri soya (eller brug alm. soyasauce)
1 spsk. kokossukker (eller brun farin)
4 spsk. sesamolie
2 spsk. mayonnaise
2 spsk. skyr (eller yoghurt)
1/2 tsk. groft salt
saften af 1 lime, eller 1/2 citron

Rist sesamfrøene på en meget varm pande. Når de begynder at poppe, rører du i dem konstant og rister videre i et par minutter. Hæld sesamfrøene over på en tallerken og lad dem køle lidt af.
Kværn dem i en kaffekværn, eller knus dem i en morter.
Bland dem med de øvrige ingredienser og pisk det hele godt sammen. Tilsæt evt. lidt mere risvinseddike hvis konsistensen er for tyk.

Kan bruges som dressing til en god fiberrig salat på kål og rødder, eller blot som dip til rå grøntsager.


Vi fik dressingen til en god fyldig salat og kyllingespyd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar