søndag den 23. marts 2014

Tomattærte med hytteost, løg og feta


Denne tærte er simpelthen bare SÅ lækker, jeg er sikker på at du vil være enig, hvis du smager den! Det er en rigtig provencalsk tærte, med smag af mild ost og dejlige søde tomater og løg.
Den blev postet i går på Foodfanatics facebookside, og jeg tænkte med det samme, at den skulle laves til aften. Foodfanatics opskrifter er nemlig altid et hit her hos os.
Jeg har ændret lidt på opskriften, jeg havde nemlig ikke nok creme fraiche i køleskabet, så supplerede med hytteost.
Jeg har presset tomatkernerne ud af tomaterne, for at tærten ikke skulle blive for våd, og det fungerede rigtig fint. jeg skriver den som jeg lavede den.

Tomattærte med hytteost, løg og feta, som tilbehør til 4 pers.:

1 tærtedej (jeg snød i dag og brugte en pakke færdig tærtedej fra Brugsens køledisk)
3 store tomater
6 cherrytomater, halverede
2 løg, i skiver
4 æg
2 dl. creme fraiche 18 %
2 dl. hytteost
25 g. revet mellemlageret skæreost
25 g. revet parmesan eller pecorino
1/2 tsk. tørret oregano
50 g. smuldret fetaost
1 tsk. groft salt og friskkværnet peber

Bred tærtedejen ud i en tærteform. Læg løgringene oven på dejen.
Skær tomaterne i skiver og pres kernerne ud med fingrene. Læg tomaterne på køkkenrulle, efterhånden som du ordner dem.
Halvér cherrytomaterne og vrid/pres også kernerne ud af dem.
Læg først tomatskiverne oven på løgene og derefter de halve cherrytomater med skæresiden opad.


Pisk æg, hytteost, creme fraiche, parmesan, den revne skæreost samt krydderier sammen i en skål.
Hæld æggemassen over tomaterne og drys med smuldret feta over tærten.


Bag tærten ved 200 grader på anden nederste rille i ovnen i ca. 45 min. Ovne varmer forskelligt, så hold øje med at den ikke bliver brændt i toppen, så skal du lægge stanniol over den.

Server en god salat som tilbehør, eller frikadeller eller andet kød.


Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar