lørdag den 16. marts 2013

Pølsehorn med rugmel


Min veninde Sandra, spurgte mig forleden, om jeg havde en god opskrift på grove pølsehorn. 
Og så slog det mig, at jeg faktisk aldrig bruger opskrift når jeg bager pølsehorn. Jeg laver en grov dej og putter aldrig ketchupfyld eller lignende i. Men Sandra skulle bruge en opskrift nu, og for nemhedens skyld, googlede jeg lige "grove pølsehorn" og Karolines Køkkens (Arla) kom ind på en førsteplads.
Jeg har i min version taget udgangspunkt i Karolines Køkkens grove pølsehorn, men har ændret opskriften en del.
Det kom der disse gode mættende pølsehorn ud af. Jeg brugte Steff Houlbergs brunchpølser, for nemhedens skyld, men dem kan jeg ikke anbefale, kvaliteten er simpelthen for dårlig. Så køb nogle gode kvalitetspølser evt. økologiske eller slagterpølser og halvér dem. Wienerpølser fra Hanegal er klart favoritten hos os, de er økologiske og indeholder ikke nitrit og andre grimme konserveringsmidler.

16 store grove pølsehorn:

500 g. hvedemel
200 g. rugmel (eller anden grov melsort)
1/2 l. mælk
50 g. smør
25 g. gær
2 tsk. salt
2 tsk. sukker

Fyld:
1  1/2 dl. ketchup
1 dl. sød fransk sennep
8 gode pølser, evt. wienerpølser fra Hanegal (som du halverer)

Æggestrygelse til pensling.

Smelt smørret og tilsæt mælken, når blandingen er lillefingervarm hældes den i en skål sammen med sukker, salt og gær. Rør gæren ud og tilsæt rugmel. Tilsæt hvedemelet og rør dejen godt sammen. Den vil være ret våd, men sådan skal den være. Stil den til hævning i 45 min. med et klæde over.

Drys mel på bordet og hæld dejen ud derpå. Ælt den godt igennem og tilsæt mere mel hvis den er for klistret.
Del dejen i to portioner og rul hver portion ud i en stor cirkel. Brug et pizzahjul eller en kniv til at dele hver cirkel i 8 trekanter. 
Bland sød sennep og ketchup og smør lidt på hver trekant. 
Læg en pølse på hvert stykke og rul sammen til en "croissant" 


Lad pølsehornene hæve i ca. 45 min. 
Tænd ovnen på 185 grader varmluft. Pensl hornene med æggestrygelse og drys evt. med sesamfrø eller andet drys.
Bages i ca. 20 min. eller til de er fine gyldne.


1 kommentar:

  1. These were really yummy, Eva! I made them exactly as you wrote the recipe, and the dough was lovely, overall taste great, and they looked great. I will certainly make these again and have some other of your recipes bookmarked. Greetings from Jutland, Heidi

    SvarSlet