onsdag den 7. november 2012

Bøfsandwich med friterede løg


En klassisk bøfsandwich, lavet af gode råvarer, slagterkød, hjemmebagte boller og friterede løg, mere er der vist ikke at sige om den - nå ja, engang imellem skal man have lov til at skeje ud på kalorier !
(og til jyder kan jeg oplyse, at på Fyn hælder vi ikke brun sovs på en bøfsandwich)


4 pers.:

800 g. hakket oksekød, godt friskhakket kød fra slagteren
Remoulade, rørt op med lidt æblemost
Ketchup
Sennep
Syltede agurker
Rødbeder
Engelsk Sauce
8 gode burgerboller (se opskrift længere ned på siden)

Friterede løg:
2 løg
Smagsneutral olie (majs-, raps- eller vindruekerneolie)
Mel
Salt

Start med løgene, skær dem i halve og igen i tynde skiver.
Vend dem i mel.
Varm olien til kogepunktet i en gryde. Fyld kun gryden 1/3 med olie, ellers bobler det over når du hælder løg i.
Fritér løgene i små portioner. Bliv ved gryden hele tiden og hold øje med at de ikke bliver sorte. Fisk dem op med en gaffel og læg dem på køkkenrulle, drys med fint salt. Fortsæt på den måde.

Form 8 bøffer af kødet og pres dem godt flade. Krydr dem med salt og peber. Steg dem på en pande, hold dem varme i folie.

Byg bøfsandwichene på denne måde:

Flæk burgerbollen, dryp begge halve boller med Engelsk Sauce. Læg en rødbede på underste bolle, derpå bøffen som du smører sennep på, så ketchup, remuolade osv. top med løgene.


12 store burgerboller

3 dl. lunkent vand (bland 1 dl. kogt med 2 dl koldt vand)
25 g. gær
½ dl. olie
1 æg
3 spsk. Sukker
1 tsk. Salt
100 g. fuldkornshvedemel
500 g. hvedemel
Pynt:
1 æg til pensling

Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt og lad den hæve i ca. 30 min.
Form 12 boller, tryk dem flade og prik
 overfladen med en gaffel. Lad dem hæve til dobbelt størrelse i ca. 30 min. Pensl med æg.
Bages ved 200 g. varmluft i ca. 10 min –eller til de er fint gyldne !




3 kommentarer:

  1. Kære fynbo - det gør vi heller ikke i nordjylland:-).
    Enig med dig - sovs hører sig ikke til - men meget gerne med hele svineriet, som du også bruger ser jeg.
    Kærlig hilsen Charlotte

    SvarSlet
  2. Tak for info Charlotte, så er det åbenbart kun i det sydlige jylland at den tradition praktiseres ;-)
    Hav en god dag.
    Kh. eva

    SvarSlet
  3. Hej Eva, lækker opskrift! Er dog meget uenig med dig i forhold til det med sovsen (som skal være en løgsovs) jeg er fra barns ben kommet meget ved diverse pølsevogne og grillbarer med min nu afdøde far. Vi fik ofte bøfsandwich og ALTID med sovs! Ellers er det ikke en ægte bøfsandwich (efter min mening

    SvarSlet