torsdag den 19. juli 2012

Kylling Marbella


Denne skønne ret har fulgt mig i mange år.
Opskriften stammer fra et gammelt Femina blad fra 2002. Læseren som har indsendt opskriften, skriver at hun har boet på New Zealand, og at retten stammer fra hendes tid dér.
Der indgår mange lækre ting i retten, som gør den helt speciel. Oliven, kapers, hvidvin, balsamico, farin osv.

Husk at kødet helst skal marinere natten over i køleskab, for optimal smag.
Retten er meget velegnet som gæstemad.

Kylling Marbella til 6 pers.:

2 kyllinger, evt. Gourmetkyllinger fra Løgismose (Ferske på køl i Netto)
1,5 dl. mørk farin
2 dl. hvidvin

Marinade:
1 helt hvidløg, delt i fed
2 dl. friskhakket oregano, eller 1 spsk. tørret.
salt og friskkværnet peber
3/4 dl. god balsamico (rød)
ca. 2 dl. svesker uden sten (min favorit er økologiske delikatessesvesker fra Urtekram)
1-2 dl. store grønne oliven
4 spsk. kapers med lidt lage ved
4 laurbærblade
3/4 dl. olivenolie

Tilbehør:
Vi får ofte en blanding af ris, vilde ris og røde ris, samt en enkel salat af iceberg i store stykker, med rødløg, pinjekerner, parmesan i flager, samt vinaigrette.

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 g.

Partér kyllingerne i passende stykker. Fjern overflødigt skind og fedt.
Bland alle dele til marinaden i en stor frysepose og læg kyllingestykkerne heri. Mest optimalt hvis de trækker natten over i køleskabet, men ellers mindst 4 timer.

Kom kødet i et ovnfast fad sammen med marinaden. Hæld hvidvinen ved og drys farin over.
Steg kyllingerne i ca. 1 time. Mærk ved låret om de er gennemstegt.
Servér direkte fra fadet evt. med et drys persille over.
Lagen fra fadet bruges som sauce, den smager SÅ fantastisk !

Ingen kommentarer:

Send en kommentar